Deprecated: Non-static method Joomla\CMS\Application\SiteApplication::getMenu() should not be called statically, assuming $this from incompatible context in /var/www/mariannethingholm.dk/public_html/templates/gk_magazine/lib/framework/helper.layout.php on line 152

Deprecated: Non-static method Joomla\CMS\Application\CMSApplication::getMenu() should not be called statically, assuming $this from incompatible context in /var/www/mariannethingholm.dk/public_html/libraries/src/Application/SiteApplication.php on line 275

Deprecated: Non-static method Joomla\CMS\Application\SiteApplication::getMenu() should not be called statically, assuming $this from incompatible context in /var/www/mariannethingholm.dk/public_html/templates/gk_magazine/lib/framework/helper.layout.php on line 152

Deprecated: Non-static method Joomla\CMS\Application\CMSApplication::getMenu() should not be called statically, assuming $this from incompatible context in /var/www/mariannethingholm.dk/public_html/libraries/src/Application/SiteApplication.php on line 275

Tekster

 

STATSBESØG

At åbne og lukke  af forfatter Louis Jensen

Under statsbesøgene er det mig, der åbner og lukker døren til det inderste gemak. Hvorfor? Hvorfor lige mig?  Det ligger i håndteringen af grebet, grebet om dørhåndtaget, måden at træde til side på, det ligger i blikket og tusinde andre ting, der alle, øjeblik for øjeblik, griber ind i hinanden og næppe lader sig beskrive. Det er en kunst. Sådan har jeg ikke hørt andre beskrive min døråbning og lukning. Nok har jeg fået anerkendende ord, og det forhold, at det er mig, der betjener døren, siger jo for så vidt det hele. Men for mig selv, tavst, kalder jeg mine færdigheder for kunst. Nu hvad angår blikket, så må jeg naturligvis aldrig se direkte, undersøgende eller nysgerrigt på det menneske, fx et statsoverhoved, som jeg åbner døren for. Heller ikke må jeg undlade at se. Det er altså et blik, der på engang ser og ikke ser. Jeg skal jo til en vis grad bruge blikket. Døren skal jo åbnes, og også her er præcision nødvendig. Ikke åbne for hurtigt, ikke for sent. Der findes, og det véd jeg, et rette øjeblik, hvor døren skal åbnes. Og hvornår er det? I virkeligheden kan heller ikke dette øjeblik beskrives helt præcist. Der skal åbnes i tide, naturligvis, den ankommende må ikke komme i tvivl! Bliver døren åbnet? Han eller hun må ikke tøvende bremse sine skridt, men fortsætte i tro på at døren bliver åbnet i rette øjeblik. Men jo heller ikke, det siger selv, skal døren åbnes for tidligt. Det er sjusk, det vil i så fald se ud, som om det er mere eller mindre tilfældigt. Det rette øjeblik er præcis dér, hvor det er indlysende og slet ikke, for så vidt, registreres af den, der nærmer sig døren. Hovedet let bøjet? Naturligvis, men jo ikke for meget. Også der en balance, i det hele taget kan jeg sige, at ordet balance, for så vidt, beskriver hvad der skal udtrykkes legemligt af døråbneren, og hvad der skal fremstilles i åndelig henseende. I grunden tror jeg ikke, ja, jeg er overbevist, det kan ikke læres. Selvfølgelig kan det groveste læres. Holdningen, trinnet til side, og alt den slags. Det er klart, men den sublime døråbning ligger i nogle menneskers natur. Det lå i min. Det var mit held, min lykke. Som enhver anden har også jeg mine politiske præferencer. Der er steder, lande hvis regeringsførelse jeg ikke kan sympatisere med. Og naturligvis også det modsatte. Disse sympatier og mangel på samme kan jeg naturligvis ikke bære med mig i min håndtering af dørens åbning og lukning. Her er kun én modus. Streng neutralitet. Ikke desto mindre, når jeg tænker nærmere efter, har jeg oplevet, i al fald i eftertanken, at mine holdninger har smittet af, men vist nok kun så svagt, at end ikke det mest kritiske blik har kunnet spore noget i mit greb om dørhåndtaget, endsige i mit blik eller min krops holdning. Det tør jeg sige, dér med hånden på grebet, er jeg ren og skær neutralitet, disciplin, imødekommenhed, uanset hvilken tyran der nærmer sig døren. At lukke døren efter den indtrædende er for så vidt det vanskeligste, og netop her vil de fleste mislykkes. Det er egentlig let at forstå. Nu er åbningen jo overstået, alt er gået mere eller mindre tilfredsstillende og de fleste vil uvilkårligt, ubevidst slappe af, musklerne åbner sig, sindet finder tilfredsstillelse i det opnåede, den vellykkede åbning, og netop det er jo indlysende nok fejlgrebet, og som følge heraf bliver lukningen i mindre grad vellykket, måske oven i købet sjusket? Og hvordan forplanter den sjuskethed sig, det ikke helt præcise, det fejlede trin, føddernes samling i retstillingen, ja, for den der ser og forstår, er det jo alt sammen mislykket, og denne mislykkethed slår jo automatisk tilbage på den vellykkede åbning. Og, i det mindste, mærker den indtrædende det ikke præcise smæk af døren bag sig, og bliver, om ikke bevidst, så dog i det ubevidst berørt og føler et ubestemt ubehag. Som man ser, er det at lukke døren korrekt måske, jeg siger bevidst måske, vigtigere end at åbne døren, for en mindre god åbning, kan genoprettes ved den vellykkede lukning. Det omvendte? Nej.

                                                                                                                             -----------------------------------

Verlust der Mitte- landskabet som miniaturecollager

Af Sidse Camilla Sørensen, Cand. mag. i kunsthistorie


i 1948 introducerede den østrigske kunstteoretiker, Hans Sedlmayer, begrebet ”Verlust der Mitte” i kritikken af samtidskunsten, som han mentekunne anvendes som et barometer for udviklingen af både kunsten og det moderne samfund. ”Verlust der Mitte” henviser til et tab af kerne eller centrum, som i den moderne kunst bl.a. kommer til udtryk som mangel på struktur og form, fx som hos Asger Jorn, der var fascineret af begrebet og titulerede et af sine værker ”Verlust der Mitte”. Marianne Thingholm arbejder med miniaturelandskaber med inspiration i begrebet ”Verlust der Mitte”, hvor begrebet bliver dobbelttydigt: manglen på struktur opleves samtidig som et åbent rum, en tidløs tilstand, der giver mulighed for ny udvikling og nye konstruktioner – man sætter sine egne forestillinger i centrum. Miniaturelandskaberne, der er sat sammen af udklip fra havegrønt og træer fra avisernes boligannoncer, er blevet til i en åben, associerende og næsten meditativ proces. Husenes herlighedsværdier dekonstrueres og i stedet skaber Marianne Thingholm små paradisiske landskaber, med hvide ”rum” i midten, nonfigurative negativformer, opstået ud fra landskabernes afgrænsninger. Som i paradiset er man ude over naturens logik, her vokser forskellige træsorter og buske side om side – en natur der er tæmmet i boligannoncen og som sættes fri gennem kunstnerens greb. Formmæssigt er collage-landskaberne på en gang bløde og kantede - som et møde mellem naturens former og kunstnerens udvælgelse med saksen. Herved opstår de smukke og konstruerede landskaber, hvor den oprindelige natur tæmmes og sættes i system i en miniatureverden. Miniaturen har en evne til gøre foruroligende billeder og forestillinger ufarlige; når ting skaleres ned i størrelse, reduceres tingens iboende styrke eller magt og kan ligefrem få modsat fortegn og gøres ”hyggelig”. Som åbne centrum inviterer de abstrakte hvide rum beskueren til at dyrke intetheden, tomheden der runger eller blot den kontemplative væren. Et sted for nye erkendelser – i kunstudtrykket og i livet.

Note: Hans Sedlmayer: Verlust der Mitte: Die bildende Kunst des 19. und 20. Jahrhunderts als Symptom und Symbol der Zeit, 1948


                                                                                               ---------------------------

Verlust der Mitte 
Af Trine Rytter Andersen, kunstskribent og kurator
 
Kalejdoskopisk landskabspoesi – et blik ind i tilstandenes indviklede dialektik

Thingholms værker tager afsæt i udvidelsen, der bevæger det kendte i nye retninger, men især gør de opmærksom på den spænding, der opstår i overgangen fra en tilstand til en anden – hvordan den ene tilstand påvirker og er medskaber af den anden.

Vi klipper og beskærer, planter og sår i vores haver, her skaber vi vores helt egne små æstetiske virkeligheder, fyldt med alle de planter vi elsker pga. deres farver, duft, smag eller udseende. Vi arbejder med overgangene, med rummene og skaber afveksling og overraskelser, der kæler for sanserne.
Haven er et refugium for sjælen og et revitaliseringssted for kroppen, og som en udvidelse af vores hjem, fungerer den på samme måde som huset, som et spejl for vores identitet og som et udtryk for vores livsappetit, fantasi og kreativitet. En overdådig og velanlagt have repræsenterer en betydelig merværdi for en ejendom og bidrager positivt til stedets herlighedsværdi. Det ses tydeligt i ejendomsannoncerne, hvor en boligs tilknytning til en attraktiv have spiller en central rolle i profileringen og det kommer i særlig grad til udtryk i billedmaterialet.
Netop dette redigerede og skarpt tilskårne, billedmateriale er udgangspunktet for Marianne Thingholms værkkreds, der undersøger og leger med begrebet 'landskab'.
Nærmest for sjovt begyndte hun i udgangspunktet at fraklippe husene i boligannoncer, hvorefter hun sammenflettede de små overdådigt grønne havebidder i kalejdoskopiske collager. Dette greb skal det vise sig, gør værket i stand til både at kommentere den aktuelle danske havekultur og samtidig på overraskende vis, at løfte selve billedet op i dets egen helt særegne kategori.
 Brugen af hvidvinkel skaber en stærk perspektivisk effekt i de originale fotografier og det er også synligt i collagerne, hvor det er et styrende princip. Således breder de nyetablerede landskaber i Thingholms billeder, sig fra billedrammen og ind imod billedes midte. Hvert billede består på den måde, af fire fra rammen udspringene og ind i hinanden gribende, landskaber, der alle orienterer sig mod billedes centrum. Dette udgangspunkt skaber fire forskellige horisontallinjer, der fungerer som afslutninger, når landskaberne pludselig ophører på baggrund af det hvide papirs tomme 'afgrund'.
Dette hvide tomrum tilføjer billedet dets visuelle og dialektiske særegenhed.
Dels fungerer det som et selvstændigt abstrakt element, et 'hul', der er blevet til gennem billedskabelsen, og som nu fremstår som en amorf figur midt i billedet.
Dels er det hvide rums udbredelse og afgrænsning fuldkomment afhængigt af det omgivende grønne.
'Hullet' kan forstås på flere planer: I psykologisk forstand kan det være et billede på det tab af centrum og orientering, som ifølge psykologien og sociologien kendetegner eksistensen i senmoderniteten. I vores del af verden danner individ og selvrealisering et uadskilleligt par, og da mulighederne for at udleve sine drømme er mangedoblede over de sidste 50 år, kræver det først og fremmest en stærk psyke og en lige så stærk indre kerne at finde vej gennem den jungle af muligheder, livet byder en at rejse igennem. Vi kan meget let fare vildt i denne jungle og begive os ud af vildspor, og da bliver skoven til en ubegribelig labyrint, der truer vores eksistens.
At pege på dette i denne sammenhæng giver mening af flere grunde: For det første fordi haven, som værkerne udspringer af, for mange netop skal fungere som værn mod labyrinten og som et spejl for indre og ydre sjælefred og harmoni.
For det andet fordi Thingholm ved at løsrive havepartierne fra deres oprindelige sammenhænge, skaber illusionistiske og surrealistiske landskabelige universer, som øjet kan gå på opdagelse i - og fare vildt i: Billederne ligner således mere fantasier om landskaber og derfor knytter de helt naturligt også an til det psykologiske og til underbevidstheden.
Set i dette perspektiv kan den hvide tomhed midt i billedet, være et symbol for det ubevidste på individniveau, såvel som for den til enhver tid eksisterende, tomme mængde, som svarer til alt det, vi kollektivt endnu ikke kan erkende, og som vi derfor ikke kan hverken beskrive eller opdyrke. Et kendt ordsprog udtrykker dette således: ’Du kan ikke se længere, end du kan tænke’. Ordsproget beskriver også sammenhængen mellem det ydre og det indre og hvordan vores bevidsthed styrer og begrænser det, vi rent faktisk oplever og erkender.
Den hvide plet i billedet, bliver på den måde både et tegn på fravær af noget og et tegn på noget, som vi endnu ikke har fået øje på.
Dette fører os videre til oplevelsen af Thingholms billeder som fikspunkter og katalysator for en mental og visuel rejse gennem tilsyneladende kendte - men dog aldeles ukendte landskaber. Øjet og sindet fornøjes ved at springe rundt i alt det uforudsigelige grønne, men det drages samtidigt ubønhørligt hen imod det hvide tomme felt – som på den sidste rejse: ’det hvide lys for enden af tunnelen’.
Voksenlivet er på mange måder præget at kalkuleret risikoadfærd. Alle kender vi den pirrende fornemmelse af spænding og intensitet, som denne adfærd afstedkommer. Thingholms landskabsunivers kan på en meget særlig og subtil facon pirre sanser og sind, så denne lækre fornemmelse af at være åben og tilstede, opstår. Billedernes uforudsigelige forløb og deres kalejdoskopiske karakter, inviterer øjet og tanken på en behændig springtur rundt i en verden, der balancerer på kanten af alt og intet. Det interessante er så at den hvide tomme form på mange måder er lige så visuelt tiltrækkende, som den grønne er det, og at denne spænding opstår netop lige der, hvor de to former mødes og i den kringlede men usynlige linie, der på en gang er den ene forms afslutning og den andens begyndelse. Tomheden får sin form fra figurationen og på den måde knyttes de to elementer til hinanden i et afhængighedsforhold, som på mange måder ligner det forhold, der gør sig gældende mellem kroppen og sindet og igen mellem liv og død: Det ene smitter af på det andet i en dialektisk udveksling.

                                                                                                       ----------------------

From the Blue Factory

Wallpaper    Af Torben Rasmussen, kunstkritiker


Som smukke gamle hollandske fliser breder fortællingen sig over hele væggen. Når man kommer lidt nærmere på, er den enkelte pølsebakkes udtryk dog radikalt forskelligt fra den hollandske flises. En individuel historie frem for flisernes mere almene. Hvad er det, de mange munde vil sige?
En summen af fjerne stemmer synes at komme fra væggen.Titlen From the Blue Factory og motivernes farve- og streg er på den ene side en henvisning til den hæderkronede Den Kongelige Danske Porcelainsfabrik og
 den repetetive ophængning en hilsen til en anden Factory, nemlig Andy Warhols New York-baserede værksted. De dygtige musselmalere med deres bundne motiver på den ene side og en moderne fri streg på den anden, dog motivisk fastholdt i en slags porcelæns-reference: det er jo vaser, drikkekrus og lignende. Sære væsener, bliver det til. De vil fortælle én eller anden historie. Kan man adskille stemmerne?
Kontrasterne er tydelige – en forfinet og gammel tradition for fremstilling af ”det musselmalede stel”, symbol på det velstående og borgerlige, overfor pølsebakkens nøgterne fysik og ringe holdbarhed. Det musselmaledes ornamentale og orientalske fremtoning, dekorationen, overfor de udtryksfulde og fortællende figurer.
Ornament og ekspression. Egentlig en umulig kombination (dog ikke kriminel, hr. Adolf Loos), som alligevel lykkes fordi figurationen, stregen, farven og udtrykket samler det hele til én stor omgang Wallpaper.
Vægavisen fortæller mig om den tidlige industrialisering og overgangen mellem håndværk og masseproduktion, om gamle Fanøhuse, fyldt med blå fortællinger fra de varme lande og om forholdet mellem individ og masse. Er der plads til individualitet i vore små ensartede kasser, eller bliver vi stadig mere ensartede i vor adfærd, skønt vi lever i en tid, som på mange måder er præget af og forgylder individualisme og egoisme? Hvorfor så det?
Alt dette, og faktisk endnu mere, roder sig sammen i mit hoved, når jeg ser ”From the Blue Factory”. Som i en drøms helt friktionsløse sammenblandinger af tid, sted og væsener. Det er kunstnerens ansvar.
Er hun klar over det?